Vi mødte en engel på en gåtur
Og kunne pludselig huske. Huske aftenerne på skøjtebanen, på vej hjem med de hvide skøjter hængende over den ene skulder; fingre og tæer helt følelsesløse efter en lang dag på skøjtebanen sammen med de andre børn i landsbyen.
Og så sneen, der knirkede når fødderne sank ned i den, og glimtede som små diamanter i det sparsomme lys. Husker kolde kinder, fingre og tæer, og husker trætheden. Men først og fremmest husker jeg glæden.
Sanserne var i spil - og det er her erindringer skabes. Når vi er bevidst til stede og bruger sanserne. Kroppen husker, og det er blandt andet derfor det gør så godt for både sjæl og krop at være i naturen, hvor der er så meget, vi kan bruge sanserne på. Vi kommer ud af hovedet og ned i kroppen, og er del af noget større. Vi forundres. Vi glædes. Vi er opmærksomt til stede.
Mon ‘englebarnet’ vil kunne huske at have lagt sig ned i den sparsomme, iskolde sne, midt på gaden, og lavet en engel? Og haft det sjovt i processen? Det håber jeg.
Godt, at vi fik vinter med sne
